Skurke med vansiringer

Læste en artikel i dag, som Jen Campbell har skrevet. Jeg har fulgt Jen Campbell længe. Mest fordi hun snakker om bøger på youtube. Men hun er også en virkelig cool debattør ud i repræsentation i medier og særligt med fokus på personer med handicap og vansiringer og deformiteter (i mangel på bedre ord).

Hun har netop udgivet en artikel hvor hun taler om skurkeroller og vansiring, og jeg synes den rammer plet.

Som gammel Ken Follet fan har det længe irriteret mig, at han altid bruger “grimme” personer, eller personer med fysisk deformitet eller handikap som en markør for at være onde eller dårlige personer. Samtidigt er traditionelt smukke personer altid gode.

Ud over at være problematisk er det også bare en doven måde at skrive på, og jeg synes vi bør bevæge os videre fra det.

Hvis du spørger mig, så er vi som publikum bedre tjent med karakterer, der er komplekse og har betydning for historien som karakterer og ikke bare som et symbol.

Og det er netop det, karakterer med vansiringer og deformiteter som en markør for ondskab bliver. Symboler. Symboler og ideer frem for rigtige karakterer med komplekse følelser og baggrundshistorier.

Det er kedeligt, og det er gammeldags, og jeg er klar til en ny generation af skurke og helte, der ikke reproducerer traditionelle ideer om skønhed=godhed og grim/atypisk=ond.

I Jen Campbells artikel citerer hun James Bond producer Barbera Broccoli for at forsvare de vansirede skurke i James Bond med, at James Bond skal anskues som: “a parallel world … a heightened reality, and that’s where we feel very comfortable.”

Artiklen slutter med spørgsmålet: Hvem er det “vi”, der skal forestille at være komfortable med i bedste fald dovent manuskriptarbejde og i værste faldskadelige stereotyper?

Det synes jeg faktisk er et virkelig godt spørgsmål

Mit navn er Maria, og jeg er forfatteren bag blogindlæggene her. Jeg er nysgerrig og nørdet, og her på bloggen deler jeg ud af alt det, jeg lærer. Du kan læse mere om mig her.