Hvordan jeg startede min podcast
Jeg er stadig helt grøn i alt det der podcasting, men jeg lærer mens jeg gør. Her har jeg samlet et par af de erfaringer, jeg har gjort i opstartsfasen.
Det er efter min mening den bedste måde at konsolidere det, man lærer, at dele det med andre, så du kan læse med her, hvis du ligesom mig gerne vil starte og forbedre din første podcast.
Koncept
Podcasts er lige så forskellige som de mennesker, der laver dem. Da jeg skulle konceptualisere min podcast var mit udgangspunkt emnet. Jeg har altid haft en tendens til at forsvinde ned i kaninhuller og bliver opslugt at ting på et niveau, der nærmer sig besættelse. I omkring et års tid har jeg leget med ideen om, at lave en podcast om mine små besættelser. Få det ud af systemet. Det har krævet meget tilløb, men nu er den her altså.
På den måde havde jeg altså rimelig fra begyndelsen mit hvad og hvorfor på plads; en podcast om mine fascinetionar, så jeg kan få dem ud af systemet
I konceptudviklingen har jeg skelet til mine yndlingspodcasts. Det er min overbevisning, at det bedste man kan gøre, når man skal prøve noget for første gang, er at prøve at gøre det ligesom dem, der gør det virkelig godt, og så tilføje sin egen vinkel - sit eget spin.
Som Austin Kleon skriver i sin bog Steal Like an Artist: “ Think about your favorite work and your creative heroes: What did they miss? What didn't they make? (…) If all your favorite makers got together and collaborated, what would they make with you leading the crew? Go make that stuff.”
Jeg prøver altid at stjæle som en kunstner. Gør mig umage for ikke at kopiere. Men al begyndelse er svær, og som nybegynder kan vejen ind sagtens være, at imitere sine idoler. Jo mere man gør det, jo mere finder man også ind til sin egen form og stemme.
Jeg kiggede derfor over hækken ind til mine favoritter hos Mørkeland, Serial, Third Ear, Headlong og andre giganter på podcastscenen. Det kan måske lyde vel ambitiøst at forsøge at imitere de bedste, men altså, hvor intet vover intet vinder.
Mit podcasttema skulle på den ene side være så tilpas bredt, at det kunne favne flere af mine besættelser, men så tilpas smalt at eventuelle lyttere kunne få en idé om, hvad de kunne forvente. Min tematiske afgrænsning landede på fænomener, personer og begivenheder, der har den særlige magnetiske tiltrækning, der opstår når frygtelige ting overgår mennesker. Jeg ved ikke om det er et tema, der giver mening for andre, men det har hjulpet mig med at sorterer i mine ideer og få et mere klart billede af, hvad jeg synes hører til i podcasten, og hvad jeg synes ikke gør.
Det er derfor mit bedste råd til dig, der gerne vil starte en podcast. Vælg et tema og en afgrænsning, der ikke begrænser dig for meget, men som samtidigt giver dine eventuelle lyttere en idé om indholdet. Afgræns dit tema på en måde, som giver mening for dig, og som kan hjælpe dig med at strukturere dine ideer. (Og vælg selvfølgelig noget, du synes er spændende, det håber jeg siger sig selv).
Navngivning af podcasten
Da jeg skulle vælge et navn til min podcast, forsøgte jeg at finde på noget, der var let at huske, lå godt i munden og selvfølgelig var beskrivende for indholdet af podcasten. Derudover forsøger jeg altid at få besluttet noget relativt hurtigt. Det kan være en invaliderende proces at vælge et navn til noget, fordi det kan føles vigtigt og endegyldigt, og det er derfor vigtigt ikke at lade perfekt stå i vejen for godt. Det er bedre at vælge et godt navn og komme i gang end det er at lede efter det perfekte navn i månedsvis.
Jeg landede på Frygteligt Fascinerende og hvis jeg selv skal sige det, er det ikke noget dårligt navn. Jeg synes allitterationen gør, at det ligger godt i munden. Jeg håber det er let at huske, og jeg synes faktisk det dækker indholdet ret godt. Skulderklap til mig selv.
For at opsummere, gør dig umage med at vælge et navn, men ikke så umage, at du går i stå.
Format
For mig var formatet en no-brainer. Jeg er kun mig og jeg taler om virkelige begivenheder, så mit format måtte nødvendigvis være scripted eller semi-scripted ikke-fiction.
Når du skal vælge format til din podcast, skal du overveje hvad der understøtter din podcasts indhold og formål bedst muligt. Populære formater er blandt andet:
Samtalepodcasts hvor to eller flere værter har en fri, semistruktureret eller struktureret samtale om podcastens emne
Interviewpodcasts hvor en vært interviewer varierende gæster om deres liv, arbejde, specialområde eller interesse
Nyhedsopsummerende hvor en eller flere værter samler og diskutere nylige nyheder
Lærings eller oplysningspodcasts hvor en eller flere værter forsøger at lære deres lyttere noget
Fiktionspodcast hvor en eller flere værter underholder lytteren med en fiktiv historie i bedste radiodramastil
Der er selvfølgelig mange andre podcastformater, og kun fantasien sætter grænser. Du skal vælge et format der passer til dig, din podcast og dit emne.
Længde og udgivelseskadance
Som så meget andet, er det helt og aldeles individuelt, hvilken længde og kadence der passer til din podcast. Inden jeg optog min første episode regnede jeg med, at mine afsnit skulle være mellem 45 minutter og en time lange. Det er den længde podcasts, jeg bedst selv kan lide at lytte til, og det virkede derfor som et godt mål. Efter havde researchet, skrevet, optaget og redigeret mit første afsnit måtte jeg erkende, at jeg drastisk havde undervurderet hvor meget research og manuskript det kræver at levere en times podcast. Mit første afsnit blev 14 minutter langt, da det var klippet. Nå ja, vi lever og vi lærer. Jeg har derfor nedjusteret mit ambitionsniveau en smule og opjusteret mængden af research jeg laver, så jeg forhåbentlig rammer et godt sted mellem overambition og underindsats.
Jeg besluttede rimeligt tidligt, at jeg gerne ville udgive en episode om ugen. Det er en relativt ambitiøs plan, men jeg ved med mig selv, at jeg har et højt drive og en passion for at nå deadlines, så jeg vil formentlig godt kunne presse mig selv til at lykkes med det. Særligt efterhånden som jeg bliver lidt hurtigere til de dele af processen, der bare tager lang tid for en amatør. Jeg regner med at kunne effektivisere og optimere mig hen i mod, at det bliver en realistisk plan at nå. Jeg har i øvrigt altid været fortaler for, at gøre feedbackcirklen på dit arbejde så kort som mulig. Det øger min motivation gevaldigt, når jeg får feedback på mit arbejde, så for mit vedkommende gælder det bare om at få mit arbejde ud i verden så hurtigt som muligt, så det kan få liv, og jeg kan få motivation.
Når du skal vælge længde og kadence for din podcast, er mit bedste råd at være ambitiøst realistisk. Kig på din hverdag, hvor meget tid kan du realistisk set sætte af til at arbejde med din podcast og planlæg din udgivelse ud fra det. Efter min mening er det vigtigt at være konsistent og udgive i den kadence, som du beslutter dig for. Hvis det viser sig, at det alligevel bliver for meget, kan du altid inddele din podcast i sæsoner og holde pauser mellem sæsonerne til at præindspille afsnit.
Teknik og udstyr
Det behøver ikke kræve alverden at starte en podcast, men det er alligevel værd at gøre sig nogen overvejelser i forhold til at optimere lyden. Vi kan ligeså godt allerede nu blive enige om, at podcasts med dårlig lyd er irriterende. Det skal dælme godt nok være et spændende eller vigtigt emne, før man lytter til ret meget mere end 10 minutter med dårlig lyd.
Jeg startede min podcast med en mikrofon fra røde og et lille “telt” i min stue konstrueret af uldtæpper hængt hen over spisebordsstole og reoler. Tænk din barndoms tæppehuler i voksenstørrelse. Min mikrofon er en RØDE NT-USB Mikrofon, som jeg synes giver en udmærket lyd, men jeg ved, man også kan gøre det billigere end den.
Hvis man ikke orker at bygge en optagehule, hver gang man skal optage sin podcast, er det en god tommelfingerregel at prøve at finde et sted at optage, hvor der ikke er for mange overflader, der kan reflektere lyden. Man kan eksempelvis stable et par puder bag mikrofonen, så de absorberer lyden eller hænge et par lagner, tæpper eller dyner over døre og stole.
Når jeg optager, har jeg mikrofonen tæt på munden (20-30 cm) og i højde med mit hoved, jeg placerer mikrofonen lidt skråt for munden, så jeg undgår hårde “poplyde” på mine konsonanter.
Selvom det alt sammen kan lyde lidt besværligt, så er det min overbevisning, at det er den bedste og vigtigste måde at sikre god lyd i sin podcast. Vigtigere end hvilken mikrofon og redigeringssoftware, du bruger. Den bedste måde at fikse lydproblemer er ved at undgå, at de opstår i første omgang.
Når vi nu taler om software, har jeg prøvet både Garageband og Audacity. Garageband er gratis med på alle Maccomputere og Audacity kan du downloade gratis fra internettet. Begge programmer fungerer godt for mig. Jeg har ingen tekniske forudsætninger for lydredigering, så jeg optimere med et par simple regler: Jeg skruer lyden så højt op, at lydkurven på intet tidspunkt bliver rød når jeg optager. Hvis den bliver rød “clipper” lyden nemlig og det får den til at lyde forvrænget og træls, så det vil du gerne undgå.
Derudover bruger jeg lidt af gradueringsfunktionerne når jeg redigerer, så jeg kan fade baggrundsmusik ind og ud. Men det er også det.
Det er derfor min klare overbevisning, at du sagtens kan komme i gang med at lave en podcast uden at investerer i software.
Når det kommer til redigering vil jeg sige, at det er vigtigt, at man gør sig umage uden at transformere sig selv til en fuldtids-podcastklipper. Brug redigeringen til at fjerne dine fortalelser og sludrende dele, der ikke bidrager til værdien af din podcast, tilføj lidt effekter eller musik for at gøre den spændende at høre på og se så at blive færdig og komme videre.
Hosting, distribuering og promovering
Jeg hoster min podcast hos Buzzsprout. Det gør jeg, fordi jeg synes, de leverer et godt produkt til en rimelig pris. Jeg ved der findes et par gratis muligheder derude, blandt andre Spotifys hostingservice Anchor. Jeg har ikke selv prøvet dem, men den åbenlyse ulempe ved den mulighed er, at de “co-bander” på din podcast. Det betyder, at de tilføjer deres Anchorlogo til dit podcastikon. For kræsne æstetikere er det altså en dealbreaker. På den anden side er den åbenlyse fordel, at det er gratis, og på den måde fjernes der en barriere for at starte, som det kan være, når man skal have penge op af lommen.
Personligt har jeg ikke noget problem med at betale for produkter, jeg synes er gode. Heller ikke selvom de er digitale, og man hurtigt bliver vandt til, at alt er gratis på internettet. I øvrigt læste jeg engang et sted, at hvis du ikke betaler for dit produkt, så er det formentligt fordi du ikke er forbrugeren, men i virkeligheden produktet. Det har jeg tænkt over lige siden, når jeg skal vælge mellem en gratisløsning og en betalingsløsning.
Hvis hosting, RSS-feeds, distribuering og directories er rent volapyk for dig, så foreslår jeg den her video, hvor jeg har lært alt, hvad jeg ved om det.
Hos Buzzsprout gør de det let at distribuere din podcast ud i de forskellige apps, så folk kan finde den, de har fine statistikker så du kan følge med i, hvem der lytter med. De holder dig i hånden med det, du skal huske at udfylde for hver episode, og de har et generelt brugervenligt design til en super rimeligt pris. Seks stjerner her fra.
Når det kommer til at promovere min podcast har jeg oprettet en Instagram, fordi jeg godt kan lide det visuelle medie og den gode stemning er er derinde (i hvertfald i podcast-segmentet, jeg kan ikke tale for andre nischer), og så har jeg jo hjemmesiden her.
Du kan også overveje, om du vil have en side på Facebook, som giver eventuelle lyttere mere mulighed for at interagerer med hinanden eller om dit format måske hører til på Twitter.
Under alle omstændigheder ville jeg starte med at dele din podcast med dine venner på Facebook. Jeg ved godt, at den form for skamløs selvpromovering kan virke intimiderende, men så skal du bare huske på, hvad forfatter Colin Marshall siger: "Compulsive avoidance of embarrassment is a form of suicide." Del dit arbejde. Du har lavet det. Vær stolt af det.
Alle lider af imposter-syndrom og det er let at drukne i tvivl på sig selv og sit arbejde. Den eneste måde at få den følelse til at gå væk er ved at springe ud i det. Udgiv din podcast og fortæl det til alle, der gider lytte, indtil du er helt tryg ved det.
Podcastbeskrivelse og kategorier
Din podcastbeskrivelse er vigtig for synligheden i podcast apps. Det er samtidig her, du har muligehd for at sælge din podcast til potentielle lyttere. Det er derfor vigtigt, at du gør dig umage med din beskrivelse. Både af din podcast og af hver enkelt episode. Det er også her du kan linke til de kilder, du har brugt eller det, du er inspireret af.
Brug pladsen på at fortælle potentielle lyttere, hvad de kan forvente, på en spændende måde, der giver dem lyst til at lytte med. Du kan altid rette teksten senere, så lad være med, at bruge al for meget energi på at finde den perfekte beskrivelse.
Din podcastkategori er vigtig for, hvor let det er at finde din podcast. De fleste hostingmuligheder lader dig vælge op til tre kategorier, men Appel Podcast, som er den største directory ranker kun den første, så sørg for, at din første kategori er den, du gerne vil have din podcast listet under. Vælg også gerne en underkategori, så din podcast kommer til at ligge det helt rigtige sted.
Udgivelse af din podcast
Du har i grove træk to muligheder, når du udgiver din podcast: en stor præmiere eller en blød start.
Jeg er fortaler for stolt at præsentere sit arbejde og foreslår derfor, at du lancerer din første episode med pomp og pragt. Del det på facebook, lav et opslag på instagram, sig det til din mor.
Men hvis du oplever det som en barriere for at komme i gang, så kan det være du skal vælge en blød start, hvor du stille og roligt udgiver et par episoder, så du kan blive tryg ved at have dem liggende i cyberspace, før du får dine første lyttere.
Bonustips
Lav et flot ikon til din podcast. Sammen med din beskrivelse og din titel er dit podcastikon din produktindpakning. Hvis den er nederen er der ikke nogen, der gider klikke på den. og du er nødt til at få nogen til at klikke på den, hvis du gerne vil have lyttere. Men på samme måde som din titel, skal du heller ikke overtænke det. Lav et ikon, så du kan komme i gang. Gør det så flot som muligt, og gå derefter videre med at arbejde på din podcast. Du kan altid ændre ikonet hvis du senere får en åbenbaring. Hvis du ikke ved hvordan dit ikon skal se ud, så kig på ikoner fra dine yndlingspodcasts og gør det samme, som de gør. Stjæl uden at kopiere.
Jeg laver det meste af min grafik i Canva. Det er let at bruge, selvom du ikke er grafisk designer, og så har det en ganske udmærket gratisversion.
Hvis du synes, at du lyder lidt unaturlig og stakato-agtig når du optager din podcast, så hold modet oppe. Al begyndelse er svær, og det bliver bedre med tiden. Jeg laver nogen små stemmeøvelser inden jeg optager, og så prøver jeg i øvrigt ikke at bekymre mig alt for meget om det. Det bedste tip, jeg faldt over, da jeg synes, min første episode lød oplæst og indstuderet var at forestille sig, at man sidder overfor en person, som man fortæller sin historie til. Jeg ved ikke om det har gjort noget bedre, men jeg føler, det hjalp mig.
Som solopodcast har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan min podcast undgår at blive for monoton og kedelig. Jeg eksperimenterer stadig, men jeg har i hvertfald besluttet mig for at have lidt baggrundsmusik på nogen dele af podcasten. Jeg finder min baggrundsmusik ved at skrive “royalty free background music” i youtubes søgefelt, kombineret med den stemning jeg leder efter (eksempelvis dark, cheerfull, russian, scary). Derefter downloader jeg musikken gennem en af de utallige youtube til mp3 convertere, man kan finde online. Flere steder stilles musikken gratis til rådighed så længe man husker at kreditere musikken i sin beskrivelse. Så husk det.
Hurra! Du har udgivet en podcast
Det er fanme cool. Jeg hepper på dig. Husk at fejre dig selv og dit arbejde. Det har du fortjent. Hvis du kunne tænke dig en sludder om podcast, eller et godt råd med på vejen, så kan du skrive til mig på kontakt@frygteligtfascinerende.com, du må gerne linke til din podcast også, så lover jeg at blive din første lytter.
Mit navn er Maria, og jeg er forfatteren bag blogindlæggene her. Jeg er nysgerrig og nørdet, og her på bloggen deler jeg ud af alt det, jeg lærer. Du kan læse mere om mig her.